Mosel & Rhinen 2019

Honda ST 1100 Pan European

Verdens "måske" bedste MC


HUSK - 4 hjul flytter din krop.

2 hjul flytter din sjæl.

Vi kørte lige ind i og igennem det uvejr som var på vej mod Danmark og blev hængende der nogle dage. Efter Hamburg klarede det op og blev varmere. Det blev det sidste regnvejr vi mødte på denne tur – dejligt.
Det fungerede fint på motorvejen med at holde samling på tropperne, for den forreste, nr. 3 og nr. 5 havde hele tiden kontakt gennem vores Schuberth SRC samtaleanlæg. Det gjorde at man hele tiden kunne afpasse hastigheden, hvis nogen faldt bagud pga. af trafiktæthed eller andet.

Lørdagens tur.


Turen fra Fynshav gik direkte mod borgen Wewelsburg - https://www.wewelsburg.de/en/aktuelles/
Lidt historie:
Allerede i 1933 blev slottet besigtiget af Heinrich Himmler i egenskab af leder for SS for at undersøge muligheden for at erhverve slottet. Samtidig blev de første planer for ombygninger lagt. Fra 1934 udlejede de lokale myndigheder slottet til SS for en årlig husleje på 1 reichsmark. I 1938 beordrede Himmler at alle SS-ringene («Totenkopfringe») efter døde SS-soldater og officerer skulle returneres. Planen var at disse skulle opbevares i en kiste på slottet, og dermed symbolisere at de døde medlemmer forsat var med i SS. Hvor SS-ringene efter 2. verdenskrig kom hen, er ukendt.
I 1939 blev den tyske koncentrationslejr, Niederhagen-Wewelsburg oprettet som filiallejr af Sachsenhausen i nærheden af Berlin. Fra 1941-43 var lejren en selvstændig stamlejr og derefter en udekommando af Buchenwald. Fangerne blev overvejende udnyttet til bygningsarbejde på slottet i forbindelse med Heinrich Himmlers planer om at indrette stedet til SS-Führerschule (SS-lederskole) med navnet SS-Schule Haus Wewelsburg, med forskningscenter og kultsted for dyrkelse af den nordiske gud Odin.


Af lejrens ca. 3900 fanger omkom 1285. Efter 1941 blev der udviklet planer om at stedet efter krigen skulle være et mindested som «Verdens midtpunkt». Det blev heldigvis ikke tilfældet, selv om der i dag er et museum i den ene fløj som omhandler krigstiden.


Vores første overnatning var bestilt på Hotel Gasthof Kettler i den lille by Assinghausen, ikke ret langt fra borgen. Vejret var stadig fint da vi landede på det hyggelige Hotel og ”Mutter” var frisk på nogle ”store” glas øl på terrassen, lige hvad vi trængte til. Ja, vores aftensmad blev senere også serveret på terrassen.

Søndag:
En lille frisk gå tur rundt i by til de morgenfriske blev det også til, inden morgenmaden, som var sat frem i den store stue. Der blev afregnet og pakket MC’er. Alle var nu klar til en ny oplevelsesrig dag rundt i Sauerland. Jeg har tidligere være inde på at Sauerland er det nye Harzen, for os. Det er et dejligt MC område. Der er godt nok ikke et sted med 36 sving lige efter hinanden, men mindre kan vel også bruges.
Prøv det….

Første stop var Edersee dæmningen, som er imponerende i dagslys og helt klart også en oplevelse om aftenen hvor der bliver sat farvet lys på. Det så vi ikke men der var flotte aften billeder af dæmningen lige inden man går ud på den.

Sauerland - Landet med de mange floder og søer:
Der er omkring 20 floder, som forsyner de mange dæmningssøer med vand og nu er det sådan det var MIG der lavede turen – og jeg elsker at se vand.
Lidt historie:
Både Sauerland og Ruhr området, som ligger mod vest, får drikkevand og el fra de mange værker, som ligger i forbindelse med dæmningerne. Den største sø er Biggesee, som ligger utroligt naturskønt. Den blå sø blev kunstigt opdæmmet i 1956 - 1967 ved opførelsen af en 52 m høj dæmning, der skulle levere kraft til Ruhr-områdets enorme strømforbrug. 2.500 mennesker blev tvangsforflyttet og en hel række dale fyldt med vand, som skabte den særlige snoede sø. En noget mindre sø, Möhnesee, nordvest for Meschede, er også interessant, hvis man er historisk interesseret. Under anden verdenskrig producerede tyskerne store mængder våben i Ruhr, og drivkraften til de mange stålværker fik de fra anlæggene ved Möhnesee og Edersee. Englænderne besluttede derfor, at de ville bombe disse anlæg, men fordi begge dæmninger var beskyttet af kraftige stålnet under vandet, og af kraftigt antiluftskyts kunne man ikke anvende torpedoer eller bomber uden store tab. De konstruerede derfor en kuglebombe, som kunne slå smut hen over vandet, samtidig med den roterede baglæns og på den måde komme over nettene, og anbringe bomben op ad dæmningen. Efter mange måneders træning ved en sø i Skotland, lykkedes det natten mellem den 16-17. maj 1943 at sprænge begge dæmningerne. 
Edersee var denne turs mål, de andre søer bliver en anden gang. Vi har jo forhåbentlig mange MC ture endnu.

Se forklaring om dæmningen her :
https://de.wikipedia.org/wiki/Edersee


Billede af hvordan bomben skulle lande. https://de.wikipedia.org/wiki/Datei:Bouncing_bomb_dam.gif


Se disse videoer:
Se hvordan man udviklede bomben som kunne rulle. En film der varer ca. 45 min.
https://www.youtube.com/watch?v=LzFxCb_vVpk


Se hvor meget der blev ødelagt:
https://www.youtube.com/watch?v=i0sRsXjgAyU

Under den idylliske overflade gemmer Sauerland på det største sammenhængende hulelandskab i Tyskland – 320 millioner år gammelt og med imponerende drypstensformationer. Den største og smukkeste af dem er Atta-hulen i Attendorn, som man når ad naturskønne veje. Det var vores næste stop. Adressen er Finnentroper Str. 39, 57439 Attendorn.


Vi fik en guidet tur rundt i den imponerende store hule som i øvrigt huser rigtig mange flagermus.
Se mere om hulen her - https://www.youtube.com/watch?v=KsfykoVOQlw


Efter en skøn dag med mange oplevelser og gode MC veje, var det nu tiden at finde næste overnatning. Det var Hotel Nord Boschstrasse 6, Rheinbach som ligger i et industriområde, lidt uden for byen. Et fint hotel hvor der var hvad der skulle være. Men hvad hygge angik så kunne det ikke måle sig med Gasthof Kettler. Man kunne kun få morgenmad på hotellet, så vi gik ind til byen og fandt en fortovsrestaurant. Så får man også byen at se på en anden måde end bare at køre igennem på MC. Lidt hygge på terrassen ved hotellet senere på aftenen blev det også til, for de havde jo et velasorteret køleskab i receptionen.

Søndags turen ca. 300 Km.

Mandag:
Morgenmaden på hotellet blev serveret i kælderen. Vi skulle igennem en gang som stang af ”prut” - velbekomme. At der så også var en overmalet stram Russisk tante der holdt øje med hvad vi lavede glemmer vi heller ikke lige. Nå, det følger med og er en del af oplevelsen.
Vi pakkede og var klar igen. Da jeg var førerhund på hele turen, er det ikke godt når ens GPS får en hjerneblødning. Den kunne hverken finde vej eller retning. Det gik der lige lidt tid med, inden den blev sig selv og vi var på rette kurs igen. Nu er det sådan vi kører ALDRIG forkert, det er altid bare en spændende omvej.

 

Første stop på dagen var Laacher See-vulkan.
Lidt historie:
I 10.996 f.Kr. gik Laacher See-vulkanen i Eifel-området, som ligger ikke langt fra de store byer, Koblenz, Trier og Köln, i udbrud, og vulkanaske faldt ned over store dele af Europa – og bogstaveligt talt oven i hovedet på folk der. Overraskende nok er der ikke mange, som i dag ved, at hele Eifel-området er vulkansk. Snarere er søen Laacher See mest kendt for sit rige Benediktinerkloster Maria Laach, der troner over den og de dejlige vine, som produceres ikke langt væk i Moseldalen. Men den er faktisk en kratersø, indkranset af en næsten
cirkulær krater­rand, en caldera. Udbruddets nedfald dækkede 1500 km² af nærområdet i aske, i lag mellem 1 og 50 meters tykkelse.

Både søen og klosteret blev besigtiget i det dejlige vejr, 28 grader.


Oppe ved klosteret stod der en ” What can I do” statue". Det er et internt ”Henning” ordsprog, så det hyggede vi os lidt med.

Næste stop var Regeringsbunkeren uden for Bad Neuenahr-Ahrweiler. Vejen der op er ikke sådan lige til, for bunkeren er godt skjult. Vi fandt den og måtte konstatere den var lukket pga. ombygning. Det var der ikke nogen der havde fortalt os. Det kan ikke betale sig at blive sur, for vi kan også vende det om og sige, nu har vi vundet retten til at kører her ned igen. Vedtaget !!!

Lidt historie:
Regeringsbunkeren blev i al hemmelighed påbegyndt i 1959 og stod færdig 12 år efter til en pris på godt 4 milliarder. En udgift som blev skjult for offentligheden. Bunkeren blev etableret i en 17 km lang jernbanetunnel og sikret for alle mulige angreb. Den var på 83.000 m2 og havde 38 udgange opdelt i fem sektioner som hver kunne huse 600 mennesker med eget storkøkken, sygehus, tandlægeklinik, frisørsalon, TV-station og separat elektricitet, vand (fra dybe brønde) og systemer til at rense luften. Den underjordiske by var hjemsted for 897 kontorer, 936 soveværelser - men kun forbundskansler og præsidenten havde et enkelt værelse, resten var dobbelt værelser. Udholdenhed for maksimalt 3.000 beboere skulle garanteres i højst 30 dage. Herefter vidste man ikke hvad der skulle ske.
Der var fem store kantiner, der hver især kunne tilberede tre måltider om dagen for omkring 600 mennesker. Bunkeren havde en sygepleje, fem kommandocenter og endda to gule telefonkabiner med betalingstelefoner. Til permanent drift af bunkerfaciliteten var 144 fastansatte medarbejdere, der arbejdede i et tre-holds skift. Disse blev primært rekrutteret i regionen og var forpligtet til den strengeste hemmeligholdelse.
Bunkeren blev designet til at overleve virkningen af ​​en 20 kiloton atombombe. Allerede i 1962 forventede NATO imidlertid brugen af ​​meget stærkere våben i tilfælde af krig. Ca. 13 kiloton eksplosiv kraft var den atombombe som blev kastet i 1945 over Hiroshima. I 1983 gik rygterne på at sovjetiske SS-20 mellemdistanceraketter allerede havde tre atomsprænghoveder med 150 kilotons eksplosiv kraft. Regeringens bunkerprojekt fortsatte imidlertid af politiske grunde og blev først i 2008 åbnet for offentligheden.


Se mere her om hvordan bunkeren blev bygget og hvad den indeholder.

https://www.youtube.com/watch?v=Zk8efEy6sw8


https://www.youtube.com/watch?v=Zx6GuxwTQsE

 

Sidste stop på dagens oplevelser inden vi ankom til vores hus ved Mosel var Nurburgring. Her havde flere af os været tidligere men vi kunne godt tåle et besøg mere. Hele området i og omkring Nurburg er et skønt MC landskab. Vi fik lidt ræser stemning i blodet og fortsatte mod Mosel.
Vi havde lejet et helt hus i Punderich de næste 3 dage. Det var bare det skønneste sted og vejret holdt så vi alle dage sad på terrassen både morgen og aften. Efter vi havde pakket ud, blev nogle stykker sendt ca. 6 km mod øst til den næste by langs Mosel. Her kunne vi handle alt det vi skulle bruge de næste dage. Og jeg siger jer – vi manglede ikke noget.

Mandags turen ca. 180 Km.

 

 

Tirsdag:
Gert var som sædvanlig meget morgen frisk og havde lavet kaffe da vi andre fik øjne.
Dagen tur skulle gå mod vest af dejlige veje med skøn natur langs Mosel til byen Trier. En vandring rundt i byen hvor vi absolut kunne holde varmen i vores MC tøj, kun Ole havde korte bukser og klipklapper med.
Byporten og flere kirker samt byens midte var et imponerende syn.


Lidt historie:
Trier, som blev grundlagt i år 16 før Kristus som „Augusta Treverorum“ og dermed den ældste by i Tyskland, er et historisk monument. Historiske bygninger er mindesmærker i verdensklasse, tidligere kirkekomplekser og prægtige romerske kulisser gør et besøg i den romantiske by ved Mosel til en uforglemmelig oplevelse.
Römerbrücke, Barbara-termerne og naturligvis byens vartegn, den 1.800 år gamle Porta Nigra, er vidnesbyrd om den romerske by Augusta Treverorum.
Domkirken i Trier er kun lidt yngre. Tysklands ældste bispekirke har i 1.700 år været samlingssted for den kristne menighed. Kirkerne med deres imponerende bygningsværker havde et dejligt køligt klima.
Efter nogle varme timer i Trier gik turen ind i landet og øst på igen og hjem mod huset.

Tirsdags turen ca. 200 Km.


Onsdag:
Vi tog igen en tur ind over landet og op i bjergene med mange små veje og udfordrende sving og ned til byen Bingen.

Fra Bingen sejlede vi over Rhinen for at besøge Rydesheim som mange Danskere kender. Traditionen tro plejer vi at få et godt glas lokalt hvidvin i Drosselgase og bagefter gå en lille tur i byen. Men det var så varmt vi blev enige om ikke at drikke vin, kun få noget at spise og sodavand på en fortovsrestaurant. Der var i øvrigt optræk til HD træf i byen for det vrimlede med langhårede mænd på Harli’er overalt.


Herfra kørte vi en pragtfuld tur langs Rhinen op til Koblenz. Her besøgte vi MC tilbehørs butikken Louis Giga Store Koblenz. Den ligger på August-Thyssen-Straße 11, 56070 Koblenz. Der er godt nok meget at se på her. Hele vej hjem til vores hus kørte vi langs Mosel, det var en dejlig dag og en skøn tur.

Onsdags turen ca. 270 Km.


 

Torsdag:
Det var nu tiden at vende snuden hjemad, så vi ryddede op og pakkede MC’er. Vores venlige udlejer kom på inspektion og fandt det hele iorden. Vi har jo alle lært at rydde op og behandle andres ting ordentligt hjemme fra. Huset kunne godt komme i spil en anden gang igen.
Dagens tur gik mod Soltau, hvor vi havde bestilt overnatning på Heidehotel Anna. Turen gik planmæssigt.

Torsdagens tur ca. 550 Km


 

Fredag:
Efter morgenmad og pakning af MC’er skulle vi ud og se en skibselevator.
https://www.schiffshebewerk-scharnebeck.de/


Et imponerende bygningsværk og medens vi stod der kom der en gastanker som skulle med elevatoren op. Den fyldte hele badekarret op, det var kun cm., der var mellem skib og kant.


Herefter gik turen nord på af motorvej for at nå Bøjdenfærgen hjem. En dejlig MC tur i skøn natur og gode venners lag var slut, ingen uheld eller havari – sådan.


Næste tur er i støbeskeen, for vi skal gøre det medens vi kan, ingen ved hvornår det er slut.

Men hvad er nu det, har han solgt ST’eren og købt en Yamaha FJR 1300. Ja, i erkendelse af at Honda ikke har lavet en reel efterfølger til ST 1100, så blev den næste MC en Yamaha.

MC tur til Mosel og Rhinen i uge 25 2019

Afgang med Bøjden færgen kl. 7:00 lørdag D. 15.6.2019.

Hjemme igen fredag D. 21.6.2019

Tur beskrivelse:

Så kom dagen D. 15.6.2019. klokken er 06:45 og vi holder alle 7 mand med vores MC’er pakket og klar ved Bøjden Færgen. Se det er livet, for så skal vi på tur igen. Vejret lovede ikke det bedste på første dagen, regnvejr var bestilt til dem som ikke nåede eller glemte at vaske MC, så det var efter planen.


Deltagerne er alle efterhånden lidt grå i toppen, men hvad betyder det.

Man stopper ikke med at ha’ det sjovt, når man bliver gammel.
Man bliver gammel, når man stopper med at ha’ det sjovt.”

Henning på Yamaha FJR 1300 - Gert på Yamaha Tracer 900 - Steen på Yamaha Tracer 900 - Carsten på Honda ST 1100 - Benny på Honda ST 1100 - Thomas på Honda CBR 1100 - Ole på Honda ST 1100.

Status



1. SS Borgen - Burgwall 19, 33142 Büren-Wewelsburg
2. Første overnatning Hotel Gasthof Kettler Bruchhauserstr. 1, Assinghausen, 59939 (med morgenmad)
3. Dæmningen ved Edersee - 51°13′00″N 9°27′18″ Ø51.2168°N 9.4551°
4. Drypstenshulen - Atta-hulen Finnentroper Str. 39, 57439 Attendorn
5. Anden overnatning Hotel Boschstrasse 6, Rheinbach, 53359
6. Bunker anlæg Am Silberberg 0, 53474 Bad Neuenahr-Ahrweiler
7. Nurburgring 50.333909°, 6.94706°
8. Tredje overnatning Hauptstrase 7a, 56862 Punderich
9. Overnatning på vej hjem – Heidehotel Anna Saarlandstrasse 2, soltau, 29614
10. Skibselevator - Motorradtreff am Parkplatz Hebewerk, Adendorfer Str. 44, 21379 Scharnebeck, beim Restaurant Rusticus.

Vi kørte ca. 2500 km i alt.

Udgifter i alt til overnatninger på vej ud er 1236,- euro (kurs 7.6) = 9395,- kr.
Det vil sige pr. mand – 1342,25 kr. - Eller 268,45 kr. pr. dag.
Udgifter i alt til overnatning på vej hjem og med morgenmad er 2001,- kr.
Det vil sige pr. mand = 286,- kr.
I alt for 6 overnatninger pr. mand = 1628,- kr.